Inden bygningen af et vandværk beregner fagfolk vandbehovet og analyserer, hvorledes et område bedst kan forsynes med vand. Derefter kortlægges, hvor den nødvendige vandmængde kan oppumpes, uden at det unødigt generer eller skader andre vandinteresser. Desuden analyseres vandprøver fra prøveboringer, så man kan skønne, hvorledes det oppumpede grundvand skal behandles, inden det kan drikkes. VandforsyningEn vandforsyning består af en eller flere kildepladser (hvor grundvandet oppumpes), et vandværk (hvor vandet samles og behandles) og et distributionssystem (der sørger for en stabil tilførsel til forbrugerne). KildepladsenMange små vandværker har kun en enkelt kildeplads med nogle få boringer, og vandværket ligger sædvanligvis ved kildepladsen. Har et vandværk flere kildepladser samles råvandet fra de enkelte boringer i én rørledning, som fører vandet ind til det fjernere beliggende vandværk. En boring på en kildeplads, består i princippet af et rør, der er boret ned i grundvandsmagasinet. Det nederste stykke af røret er forsynet med fine slidser, så vand, men ikke det omgivende sand, kan trænge ind gennem filteret. Forekommer grundvandet meget tæt på terrænniveau kan boringen være indrettet, så vandet suges op fra jorden ved undertryk (vakuum) fra en pumpe anbragt på overfladen over boringen. Med en vakuumpumpe kan vandet kun løftes 6-8 m. Derfor er det langt mere almindeligt at anvende en dykpumpe, der sættes ned i selve boringen. Dykpumpen består af en serie centrifugalpumper anbragt i en søjle, så vandet sendes fra ét trin (pumpehjul) til det næste, idet det hele tiden tilføres mere og mere energi, indtil det kan løbe ind til vandværket eller til en samleledning på kildepladsen. VandværketHer foretages en fysisk/kemisk behandling af råvandet. Den måde, som råvandet skal behandles på afhænger af dets indhold af opløste ioner og gasser. Dog er den yderst simpel i forhold til behandling af vand fra søer og vandløb. En almindelig måde at behandle det oppumpede grundvand på, består i først at lede det over en iltningstrappe. Her falder det ned over en række trin, så ilt fra luften kan blandes godt ind i vandet. På iltningstrappen afgives opløste luftarter, fx ildelugtende og giftig svovlbrinte, og jern- og manganforbindelser iltes. Iltning af vand på en iltningstrappe. Herefter ledes vandet igennem to sandfiltre, et forfilter, der fjerner en stor del af vandets indhold af mangan, og et sandfilter, der især sørger for fjernelse af jernforbindelser. Nu kaldes vandet for rentvand, og det ledes fra filteret ind i en stor opbevaringstank (rentvandsbeholder) på vandværket. |