Jagten på frisk drikkevand de kostbare dråber

Grundvandet flyder på saltvand

Saltvandsgrænsen

Hvis man graver gennem det tørre sand ved stranden, når man let grundvandet, som tydeligvis står i samme niveau som havet, og som smager udrikkeligt salt.

Længere inde i landet vil det nedsivende regnvand, på grund af forskellen i massefylde mellem fersk og salt vand, lægge sig som fersk grundvand, der flyder som en pude oven på saltvandet på samme vis som et isbjerg flyder i havet. En lille del af det lette vand stikker op over havniveau, mens størstedelen stikker dybt ned under overfladen.

For vand, der har en massefylde på 1,025 g/cm3, ca. svarende til vand i Nordsøen, er det stykke, det ferske vand stikker op over havniveau ca. 1/40 af dybden til grænsen mellem det ferske og det salte vand – saltvandsgrænsen.

Når man indvinder vand i en boring fjerner man noget af det ferske vand fra den del af puden, som er med til at trykke saltvandet ned. Derfor flyttes grænsen mellem fersk og salt vand opefter, og pumper man for meget, kan det føre til, at saltvand trænger helt op til zonen omkring pumpen.

Der skal ikke være meget salt i vandet, før det ikke smager godt. Internationalt er man enedes om, at drikkevand ikke må indeholde mere klorid end 300 mg/L, hvilket er ca. 50 gange fortyndingen af almindeligt havvand. På denne måde kan grundvandet let ødeægges, så man må opgive videre vandindvinding på det pågældende sted i lang tid fremover. Det er sket flere steder i tidens løb ved byerne langs Sjællands og Fyns kyster og ved de østjyske fjorde.

Det forhold, at den elektriske ledningsevne stiger med saltindholdet, anvendes flere steder til at overvåge, om saltvandsgrænsen er på vej op i en kritisk zone. På nogle vandværker, fx Søndervig Vandværk på Holmsland Klit, er der sat elektriske følere i forskellige dybder under det område, hvorfra man indvinder vand. Derved kan man fra vandværket se, om der er risiko for saltoptrængning når vandforbruget er størst om sommeren. Man kan også overvåge saltvandsgrænsen med elektrisk målinger på jordoverfladen på samme måde som ved kortlægning af skjulte lerlag.