Vandets rejse – fra regnvand til grundvand

Grundvandsdannelse på Tunø

Når vandet fra nedbøren siver ned gennem rodzonen, reagerer det kemisk med jordpartikler og planterødder, hvorved ioner – fx nitrationer – bliver tilført det nedsivende jordvand. Sker der ikke yderligere kemiske reaktioner, vil det nedsivende vand, når det når grundvandspejlet, bringe sit indhold af opløste ioner med ned til grundvandet.

Et eksempel, der viser effekten af at ”leve oven på sit grundvand”, kan ses illustreret af forholdene på Tunø i Kattegat. Nedbøren er her 600 mm/år, men heraf opfanger og fordamper vegetationen 450 mm/år. Resten siver ned og danner det nye grundvand.

På Tunøs østlige del findes der et udstrakt lag af sand og grus, som vandet kan sive ned til. Laget indeholder en stor mængde grundvand, som let kan sive vandret gennem laget til kysten eller til vandboringer. Et sådant lag kaldes for et vandførende lag eller et grundvandsmagasin. Det er øens eneste magasin, så et lille vandværk oppumper her 13.000 m³ grundvand om året for at forsyne indbyggerne og de mange turister med drikkevand.

Over grundvandet findes sand, og i nærheden af vandværkets boringer er der i en årrække sket dyrkning af vårbyg og nogle gartneriafgrøder – hovedsagelig porrer. Dyrkning af porrer kræver stor tilførsel af kvælstofgødning, og indholdet af nitrat NO₃ i grundvandet steg derfor støt. Sidst i 80’erne var der således over 100 mg/L i den hårdest ramte boring. Der blev derfor i 1988 indledt et samarbejde om at begrænse nedsivningen af nitrat. I et område på 300 m fra vandværket ophørte landbrugsdriften i 1988, og området blev tilsået med græs. Græsset slås to gange årligt, og der gødes og sprøjtes ikke.

Efter mere end 10 års forløb er der sket et markant fald i belastningen med nitrat, så koncentrationen nu er under 50 mg/L i grundvandet – den sundhedsmæssigt højst tilladelige koncentration. Dette skyldes, at det øverste grundvand nu er blevet rent.