Kommer vi fra Mars?MurchinsonmeteorittenDen måske mest interessante kulstof-kondrit af alle dem vi kender, faldt nær byen Murchison i Australien i 1969. Laboratorier verden over var netop klar til at modtage Apollo-astronauternes hjembragte månesten, og gearet til at undgå at forurene dem med Jordisk biologisk materiale, for at kunne afgøre, om der skulle være selv bitte små mængder månebakterier i stenene (hvilket undersøgelser klart viste, at der ikke var). Undersøgelserne af organisk materiale i Murchisonmeteoritten er derfor meget pålidelige. De viser, at ca. 0,1% af meteorittens masse består af komplekse organiske forbindelser, så som lange kulstofkæder og kulbrinte forbindelser, og endda primitive varianter af de fedtmolekyler, som er hovedbestanddelen i celle-membranen i vores celler. Men mest interessant, fra et biologisk synspunkt, er måske, at man har identificeret 8 af de i alt 20 forskellige aminosyrer, der udgør bestanddelene af proteinerne i alle levende organismer på Jorden, og måske endnu mere forbavsende, at 3 af de 5 nucleotid-baser, der udgør det genetiske alfabet findes færdigdannet inde i Murchisonmeteoritten. Det er 3 af de 5 makromolekyler, der sammen med sukker og fosfat udgør DNA og RNA molekylet. Sekvenserne af de 5 nukleotider udgør den genetiske kode i alle levende organismer.
Vores nuværende viden peger på en række forskellige muligheder for dannelsen af det første liv på Jorden. Det kan være kommet til os i form af levende bakterier fra rummet. Det kan være dannet på Jordens overflade, måske for 4 milliarder år siden, og organisk materiale fra kometer og kulstof-kondritter kan have spillet en væsentlig rolle ved at levere nogle, eller alle, de komplekse organiske molekyler, som skulle sættes samme til de første levende celler. Hvis livet eller dets byggesten bogstaveligt talt regner ned over alle planeter i ethvert solsystem, kan det være, at livet er en helt almindelig og uundgåelig konsekvens af planetdannelsen. I så fald må liv være uhyre almindeligt i Universet, og måske endda kosmiske civilisationer, som vi kan kommunikere med. Hvis der skulle et mirakel til at starte livet på Jorden, kan det næsten pr. definition være så usandsynligt, at det skete, at vi kan tænkes at være den eneste civilisation i hele det uendelige kosmos. Vi ved det endnu ikke, men konturerne til et svar er unægteligt ved at tegne sig. |