Solen er en stjerne i udkanten af vores 100.000 lysår store galakse Mælkevejen. Der er ca. 100 milliarder stjerner i Mælkevejen. Mange af dem minder om Solen. Jorden er en planet, der kredser om Solen i en afstand af 150 millioner km.
Her er der godt at være for levende organismer med en opbygning, der er baseret på vand. Ikke så varmt at vandet koger væk. Ikke så koldt at det fryser til is. Det kan være, at der er planeter som Jorden omkring milliarder af stjerner i vores Mælkevej. Det kan også være, at vores egen Jord er det eneste sted i hele Universet, hvor liv kan eksistere. Vi ved det endnu ikke.