Planeter i andre solsystemer
I 1995 identificerede man for første gang en planet, der kredser om en anden stjerne. For at skelne de planeter, der kredser om andre stjerner end Solen fra planeterne i vores eget solsystem, kalder man dem ekstrasolare planeter eller blot exoplaneter. Den exoplanet, man opdagede i 1995, var imidlertid meget forskellig fra planeterne i vores eget solsystem.
Gennem mange år havde flere forskergrupper systematisk fulgt hundredvis af stjerner for at se, om deres spektre viste tegn på, at de periodisk bevægede sig frem og tilbage. Det er det, man kalder radialhastighedsmålinger.
Når stjernen bevæger sig hen imod os, vil linierne i dens spektrum forskydes lidt mod blåt (dvs. kortere bølgelængder). Når den bevæger sig væk, vil lyset forskydes en smule mod rødt (længere bølgelængder). Det er samme fænomen, vi hører, når en ambulance passerer os. Først forskydes lydbølgerne fra ambulancen mod kortere bølgelængder. Når den fjerner sig fra os bliver lydbølgerne længere. Vi hører det som en højere hhv. lavere lydfrekvens. I dag kan forskerne på denne måde måle, om en stjerne nærmer sig eller fjerner sig fra os, med hastigheder så små som en skildpaddes gang.
|
Astronomer på en fremmed planet langt ude i rummet ville kunne afsløre planeterne i voressolsystem ved at måle periodiske blå- og rødforskydninger i Solens spektrum. Forskydningerne er et mål for Solens radialhastighed, der skyldes, at Solen og planeterne roterer om et fælles tyngdepunkt. Det er radialhastighedsmetoden der har afsløret de fleste af de planeter, vi kender omkring andre stjerner.
|
Vi siger ofte, at Jorden kredser om Solen. Men egentlig er det lidt forkert. Jorden og Solen kredser om deres fælles tyngdepunkt. Men fordi Solen er meget tungere end Jorden, ligger deres fælles tyngdepunkt dybt nede i Solen, kun 450 km fra Solens centrum.
Det fælles tyngdepunkt for Solen og Jupiter, Solsystemets største planet, ligger lige over Solens overflade. Da også Jupiter og Solen kredser om deres fælles tyngdepunkt, vil Solen pga. Jupiter bevæge sig rundt i en lille cirkel, hvis centrum ligger lige over solens overflade. Turen rundt tager 11 år (Jupiters omløbstid). Solen skal ikke bevæge sig hurtigere end man typisk cykler for at nå rundt i denne bane på 11 år.
Gennem systematiske undersøgelser, havde man forventet at se stjerner i sådanne cykliske bevægelser med perioder på nogle år. Hvis forskerne havde set netop det, ville de have annonceret, at de havde set effekten af en Jupiterlignende planet omkring en anden stjerne.
|
Den første planet, som man opdagede omkring en anden stjerne, var (stik imod forventningen) en stor, Jupiter–lignende planet i en ekstrem lille bane. Figuren viser den "mærkelige" planets bane i samme målstoksforhold, som de tre inderste planeter i vores eget solsystem.
|
Men i 1995 lagde en Schweizisk gruppe mærke til, at en af de stjerner, de fulgte, bevægede sig periodisk frem og tilbage med en periode på kun 4 døgn. De havde ganske uventet opdaget, at stjernen har en Jupiter-stor planet i kredsløb i en bane langt mindre end Merkurs.