Allometrisk skalering

- kæmper, dværge og det normale!

Ifølge den nordiske mytologi blev dværge skabt af de maddiker, der levede i resterne af urjætten Ymers krop ved Verdens skabelse. De bor i underjordiske huler og høje udenfor Asgård. Dværge er små, dødelige væsener, der skyr dagslyset og udmærker sig som smede og skatte-vogtere.

Jætter er væsner af menneskeskikkelse, der antager fantastiske, overnaturlige størrelser. Jætterne udgør en stamme for sig selv i Udgård, og på trods af, at de ved slægtskab og ægteskab er tæt forbundet med aserne, er de også deres største fjender.

Grænselandet mellem fantasi og virkelighed fascinerer os alle, men hvorfor findes der ikke rigtige kæmper og rigtige dværge i virkelighedens verden?