Allometrisk skalering

Maratonmus

Midt under de olympiske lege i Athen indløb der en interessant nyhed fra Salk Institute i San Diego, Californien. Forskere ved instituttet har udviklet en mus, der kan løbe 1800 meter i en trædemølle mod 900 meter for normale mus. ’Almost by definition, athlets and elite runners would have an interest in this because it might make their exercise more efficient ’ udtaler professor Ronald Evans fra Salk Institute.

Moderne trædemølle til forskellige videnskabelige undersøgelser af mus.

Den større udholdenhed skyldes, at maratonmusen ved genmanipulation er blevet udstyret med flere af de langsomt sammentrækkende muskelfibre (de røde muskelfibre). Til gengæld har musen færre af de hurtige muskelfibre (de hvide muskelfibre), der anvendes ved kraftige præstationer på kort tid.

Det er en indsprøjtning i det befrugtede museæg med et gen, PPAR-Delta, der gennem regulering af andre gener giver effekten. En biopsi af musene viser en markant styrkelse af de røde muskelfibre på bekostning af de hvide fibre.

Kyllinger har røde fibre i lårene og hvide fibre i brystkødet. Lårene skal vedvarende kunne bære deres egen vægt, hvorimod kyllinger som bekendt sjældent flyver og således ikke har brug for de langsomt sammentrækkende muskelfibre.

Forskerne forsøgte også at overfodre maratonmusene. Det viste sig, at musene var immune over for at tage på i vægt. Det øgede antal fedtforbrændende muskelfibre har åbenbart også en gunstig indvirkning mod en fedtholdig kost.