Er der liv i andre solsystemer?

Hvorfor har vi endnu ikke hørt fra de kosmiske civilisationer

Fysikeren Enrico Fermi mener, at mennesker sandsynligvis vil flytte ud over hele galaksen i løbet af få millioner år. Han mener, at der ikke er andre civilisationer i Mælkevejen end vores, fordi de så allerede ville have spredt sig til vores Jord.

Fermi–paradokset

En alternativ måde at estimere antallet af civilisationer i vores Mælkevej blev fremsat af den italiensk-amerikanske fysiker Enrico Fermi. Det er nærmest et argument for, at vi er alene i Mælkevejen, og det kaldes i dag for Fermi–paradokset.

Enrico FermiFermi argumenterede med, at mennesket er ekspanderende af natur. Darwin definerede succeskriteriet for en population ved, at den var i stand til at ekspandere. Måske vil enhver succesrig art være ekspanderende inden for de rammer, dens intelligens og fantasi tillader det. Fermi ræsonnerede, at en teknisk civilisation af en ekspanderende art som mennesket ville forsøge at kolonisere sine omgivelser.

Mennesket brugte mindre end 100.000 år på at brede sig over hele kloden. Den europæiske befolkning koloniserede, og fortrængte i vid udstrækning den oprindelige befolkning over hele det amerikanske kontinent i løbet af, lad os sige 100 år. For fire årtier siden besøgte mennesker Månen, og inden for få årtier vil vi besøge Mars, og formentlig begynde en kolonisation.

Fermi forestillede sig, at efter få århundreder vil menneskene begynde kolonisation ud af solsystemet. Hvis det går sådan, og kommende slægter vil bevare den samme trang, vil mennesket i løbet af kosmisk set ret kort tid have koloniseret hver eneste beboelige planet i Mælkevejen. Forskellige estimater af, hvor ofte medlemmer af en population herefter vil bryde op og med hvilken hastighed deres rumskibe vil bevæge sig i rummet, ledte Fermi til, at det ville tage typisk få millioner år for den slags væsener (mennesker måske), at brede sig over hele Mælkevejen.

Fermis konklusion var derfor, at eftersom væsener fra en anden civilisation endnu ikke har koloniseret Jorden, må det betyde, at vi er Mælkevejens første og dermed eneste civilisation.

Ifølge Fermi er det altså ikke alene et paradoks, at vi ikke har hørt fra nogen anden civilisation endnu. Det er et paradoks, at de ikke allerede er her, og det kan kun betyde, at vi er Mælkevejens mest fremskredne super–civilisation.

Paradoksalt, kunne man tilføje, at alt dette er vokset frem over "det sidste halve sekund" (på den skala hvor vi satte Jordens 4,6 milliarder år lange historie til 1 år), men på den anden side har vi kun været i stand til at spekulere meningsfuldt over det i de sidste få sekunder på denne skala.