Hvert af VLTs fire 8,2 meter store teleskopspejle har et overfladeareal på mere end 50 m² – som gulvarealet i en pæn, lille lejlighed. Tykkelsen af de hypermoderne glasskiver er kun 17,5 cm. Det er så tyndt, at de populært betegnes som „gummispejle". Ganske vist er de støbt af det relativt hårde stof, der kaldes glaskeramik, fordi det er det stof, der ændrer sig mindst, når temperaturen varierer. Men alligevel vejer hvert spejl så meget (23,5 tons), at det ikke kan fastholde den perfekte parabolfaconen, når det sættes til at følge himmellegemernes gang over himlen i nattens løb.

Det problem har man derfor sat 150 små donkrafte til at kompensere for. De er anbragt under hovedspejlets understøtning. Ved hjælp af hurtige computerprogrammer – som hele tiden finder ud af, hvilke af donkraftene, der skal skubbe lidt til spejlet, og hvilke, der skal trække lidt i det – er det derfor alligevel muligt uafbrudt at få dannet et perfekt billede af nattehimlens mange objekter.

I praksis udnytter man hele tiden en såkaldt guidestjerne i teleskopets synsfelt til den perfekte indstilling af spejlet. På få brøkdele af et sekund sørger donkraftene helt rutinemæssigt for at fastholde billedet af den som en lille fuldstændig rund skive på computerskærmen – kun begrænset i sin perfektion af uroen i Jordens atmosfære. Astronomerne betegner metoden "aktiv optik".