De seneste års sensationelle, indirekte opdagelser af planeter i kredsløb omkring fremmede stjerner kan – når VLTs teleskoper kommer til at fungere sammen som et interferometer – udvides til at få direkte observationer af fremmede planetsystemer. Her håber man på svar på spørgsmål som f.eks.:
Hvor mange stjerner er omgivet af et planetsystem?
Findes der planeter som Jorden (med liv) omkring andre stjerner?
Er vores eget Solsystem typisk?
Studiet af himmellegemerne i vores eget Solsystem kan også intensiveres med VLT. På dette område er de største spørgsmål:
Findes der nye objekter på den anden side af Neptuns og Plutos baner?
Hvad er de fundamentale forskelle mellem asteroider og kometer?