Er der liv i andre solsystemer? Hovedmenu Opgaver Download Links Kolofon Indledning Civilisationer Budskab Jordlignende Fra Mars Er der nogen derude? Drake-ligningen Fermi-paradokset Planeter i andre solsystemer Solsystemet dannes Mikrolinseteknikken OB05390 Jorden og Mars Meteoritter fra Mars Bakterier og meteornedfald Nyt materiale fra rummet Kulstof til levende organismer Murchinson-meteoritten

Findes der jordlignende planeter omkring andre stjerner?

I vores standardmodel for solsystemets dannelse forestiller vi os, at en stor interstellar sky faldt sammen for ca. 4,6 milliarder år siden. Under sammenfaldet fladede skyen ud til en diskos, til det vi ofte kalder solnebulosen.

I midten blev Solen dannet. I den indre del af solnebulosen var der varmt, og næsten alt stof var på gasform. Kun jern og sten (stoffer der fordamper ved meget høj temperatur) kunne findes som faste stoffer derinde. Derfor kom de indre planeter – Merkur, Venus, Jorden og Mars – til at bestå af sten og jern.

Resten af skyen forblev i det område på gasform, og blev senere blæst ud i det interstellare rum eller faldt ned på Solen. Længere ude i skyen var der koldt nok til, at også vand kunne findes på fast form – som sne og is. Derfor blev de ydre planeter – Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun – i første omgang til sten-jern-is planeter.

Men vand er et uhyre almindeligt stof i Universet. Sne- eller ismasser af flere gange Jordens masse lagde sig derfor på de ydre planeter. Da planeterne var blevet ca. 15 gange så tunge som Jorden, var deres tyngdefelt stort nok til at trække gassen fra den omkringliggende skive ned på sig. De blev til kæmpemæssige gasplaneter.

Jupiter er Solsystemets største planet. Dens masse er mere end 300 gange Jordens masse. Mere end 90% af dens masse er brint og helium.

Kun hvor der har været koldt nok i sol-nebulosen kunne planeterne blive så store, at de dækkes af is. Kun når de dækkes af is, kunne de blive tunge nok til at trække brint og helium til sig. Kun derved kunne de nå Jupiter-Saturn størrelse. Derfor har vi små Jordlignende faste planeter i den indre varme del af vores solsystem og kæmpemæssige gasplaneter i den ydre kolde del af vores solsystem.

Det var derfor i 1995 en stor overraskelse, at den første exoplanet var en kæmpeplanet i en uhørt lille bane. Mysteriet blev ikke mindre af, at de mange følgende exoplaneter, man opdagede, var af samme slags. Man kunne et øjeblik fristes til at tro, at det betyder, at den model, vi har opbygget til at forklare dannelsen af vores eget solsystem, er helt forkert.

Inden man forkaster vores standardopfattelse af, hvordan vores eget solsystem er blevet til, skal man imidlertid have følgende for sig: