Moderne retsgenetiske metoder bruger DNA

Variation i fragmentstørrelser

DNA kan skæres i stykker ved hjælp af meget specifikke enzymer, der kun skærer ved ganske bestemte sekvenser. Disse enzymer, der hedder restriktionsenzymer, kommer fra bakterier, hvori de fungerer som forsvar mod fremmed DNA. Hvis en bakterievirus skulle have held med at sende sit DNA ind i bakterien, kan restriktionsenzymerne skære det fremmede DNA i stykker.

Disse enzymer kan genkende sekvenser på 4 til 8 nucleotider, og for de fleste enzymer gælder det, at de kun genkender sekvenser, der er palindrome.

Et palindrom er et ord (eller en sætning), der læses ens fra begge ender, et eksempel herpå er navnet ANNA (eller sætningen - Sær giraffar i græs). En palindromsekvens kan fx være GAATTC, denne sekvens genkendes af enzymet EcoRI, der kommer fra bakterien E. coli. Nu kan denne sekvens jo ikke umiddelbart læses ens i begge retninger, men husk på, at DNA er dobbeltstrenget:

Som det ses, læser man GAATTC fra begge sider. Enzymet vil skære igennem sekvensen, dog ikke på midten, men imellem G og A. EcoRI enzymet hydrolyserer bindingen mellem phosphat og ribose i begge strenge:

Der findes også enzymer, der skærer midt igennem sekvensen, og enzymer, der skærer i den modsatte ende i sekvensen.

Hvis man isolerer DNA fra menneskeceller, kan man skære dette med fx EcoRI. DNA’et vil så blive skåret i et antal stykker, der svarer til antal EcoRI-sekvenser plus én.

Hvis et DNA-molekyle skæres tre steder af fx enzymet EcoRI, resulterer dette i
4 DNA-fragmenter (n+1 fragmenter).

Hvis man sammenligner resultatet heraf med et tilsvarende fra et andet menneske, vil man se, at der ikke er lige mange fragmenter. Altså har vi ikke lige mange EcoRI-sekvenser i vores genom-sekvens. Dette skyldes variationen i vores genom-sekvens, og at der en gang imellem vil være en EcoRI-sekvens, hvor én at baserne er ændret. Sekvensen er nu ikke længere en sekvens, der kan genkendes af EcoRI, fx:

Vi har nu en metode, hvor vi kan bruge variationen i DNA’et til at se forskel på forskellige mennesker. Hvis man bruger flere enzymer, får man en høj nøjagtighed, som er tilstrækkelig til at bevise, at en mistænkt ikke er den rette gerningsmand. Det modsatte - at bevise, at en mistænkt er gerningsmanden - kræver dog større nøjagtighed, end denne metode kan yde.