Superledning - fremtidens teknologi

Eksempler på anvendelser

Maglev

Maglev er en sammentrækning af 'magnetically levitating train', et tog, der er magnetisk løftet.Togvognene løftes nogle få cm op over banelegemet af elektromagneter på toget og holdes på plads af elektromagnetiske kræfter.

Fordele ved maglev-tog

Maglev-tog kan gøres mindre end sædvanlige tog, da de ikke har brug for tunge systemer til fremdrivning og bremsning. Da togene ikke har så mange bevægelige dele, har de heller ikke så stort behov for vedligeholdelse. Der er ingen friktion mellem tog og banelegeme, så toget bliver både mere stille og brændstoføkonomisk. Togets hastighed bliver også større og rejsetiden mindre. Ulemperne er, at maglev-systemer er dyre at bygge, da de kræver konstruktion af helt nye banelegemer. Til trods for de åbenlyse fordele har der været store problemer med at udvikle rentable maglev-systemer og mange står i dag og samler rust.

Maglevbaner

I England havde man en kort strækning mellem to terminaler i Birminghams lufthavn, men den blev nedlagt af økonomiske grunde i 1980’erne. Siden 1970 har man haft et forsøgsanlæg i Tyskland. Her havde man planlagt en maglev-bane med en hastighed på over 400 km/h mellem Berlin og Hamburg, men projektet blev opgivet i februar 2000.

I USA overvejer man flere maglev-projekter, men det er usikkert om de er økonomisk bæredygtige.

I Kina bygges den første kommercielle maglev-bane med tysk teknologi. Det bliver en 30 km lang strækning fra Shanghais lufthavn til byens centrum. Den forventes at blive taget i brug i begyndelsen af 2003.

Figur 9: Japansk Maglev-tog. Foto udlånt af den japanske ambassade.

Japan valgte i 1970 at satse på elektromagneter med superledende spoler i stedet for almindelige elektromagneter. Som superledere valgtes NbTi, der skal køles til under 4 K dvs. med flydende helium. Det har vist sig, at energikrævende køleanlæg og sikkerhedsudstyr gør togvognene tunge og urentable.

Det ser derfor ud til, at superledende maglev-tog først bliver fremtiden, når man har lært at fremstille elektromagneter med spoler, der er superledende ved højere temperaturer, måske helt op til stuetemperatur.