Klimakonventionen

Klimakonventionen blev skrevet under på FN’s Konference om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i 1992 og trådte i kraft i 1994. Den er i dag tiltrådt af 189 lande, hvilket i praksis vil sige alle verdens lande. Klimakonventionens formål er at opnå en ”stabilisering af drivhusgaskoncentrationer i atmosfæren på et niveau, der forhindrer farlig menneskelig påvirkning af klimasystemet”, og at dette skal ske ”inden for en tidsramme, der tillader økosystemer at tilpasse sig naturligt til klimaforandringer, sikrer at fødevareproduktionen ikke er truet, og muliggør fortsat økonomisk udvikling på en bæredygtig måde”.

Klimakonventionen rummer en hensigtserklæring om, at de industrialiserede lande skal have stabiliseret deres udledninger af CO₂ og andre drivhusgasser på 1990-niveauet inden år 2000. Næsten ingen industrilande havde opfyldt denne målsætning i 2000.

Kyoto-protokollen
Der er i 1997 forhandlet et internationalt juridisk bindende tillæg til konventionen, kaldet Kyoto-Protokollen. Kyoto-Protokollen blev vedtaget i december 1997 og trådte i kraft d. 16. februar 2005. Protokollen er tiltrådt af 144 lande, herunder Danmark, og sætter konkrete lofter over de industrialiserede landes udledninger af CO₂ og fem andre drivhusgasser. Ifølge protokollen er industrilandene – herunder Rusland og en række andre Central- og Østeuropæiske lande - forpligtet til i perioden 2008-2012 at have nedbragt deres samlede udledninger af drivhusgasser til mindst 5% under, hvad de var i 1990. De fleste lande har reduktionsmål mellem 6 og 8%, hvilket er en betydelig politisk, økonomisk og teknologisk udfordring for mange lande, idet det kræver et radikalt brud med den hidtidige tendens til stigende CO₂-udslip. EU-landene har aftalt sin egen interne fordeling af reduktionsmålet, den såkaldte ”byrdefordelingsaftale”.

Danmark har tiltrådt Kyoto-Protokollen og er sammen med de øvrige EU-lande forpligtet til at bringe EU’s samlede udledninger af drivhusgasser ned med 8% set i forhold til niveauet i 1990. EU-landene har aftalt en intern fordelingsnøgle kaldet ”byrdefordeling”, hvorefter Danmark skal reducere sine udledninger med 21%. Det danske reduktionsmål er blandt de højeste i verden.

Kyoto-Protokollen rummer også de såkaldte Kyoto-mekanismer, - Kvotehandel, Joint Implementation og Clean Development Mechanism. Danmark lægger stor vægt på disse mekanismer som en potentielt omkostningseffektiv måde at opfylde reduktionsforpligtelsen på. Det gælder ikke mindst EU’s interne kvotehandel, men Danmark har i de senere år også afsat store midler til køb af CO₂-kreditter via Joint Implementation og Clean Development Mechanism projekter. Miljøministeriet administrerer statens indkøb af JI-kreditter, mens Udenrigsministeriet administrerer statens indkøb af CDM-kreditter.

Tiden efter 2012
Der er i Kyoto-Protokollen på nuværende tidspunkt kun fastsat reduktionsmål for perioden 2008-2012, men i november 2005 begynder forhandlingerne om tiden efter 2012. Der er udsigt til meget vanskelige forhandlinger, som både vil komme til at handle om yderligere reduktionsforpligtelser for industrilandene, om hvordan nogle af de store udviklingslande kan yde en mere målbar indsats end i dag, samt om hvordan USA kan deltage efter 2012. USA har ikke tiltrådt Kyoto-Protokollen.

Som forberedelse til post-2012 forhandlingerne senere i år drøftede EU’s stats- og regeringschefer på topmødet i marts 2005 den fremtidige klimaindsats i EU og globalt. Stats- og regeringscheferne konkluderede bl.a., at EU skal udvikle en mellem- og langsigtet EU-strategi som kan bidrage til at begrænse den globale opvarmning til maksimalt 2 grader Celcius. Samtidig understregede EU’s ledere vigtigheden af en bred global deltagelse i indsatsen mod klimaforandringer, og tilkendegav at den nødvendige indsats indebærer overvejelser om drivhusgasreduktioner i industrilandene i størrelsesorden 15-30% i 2020, sammenlignet med 1990-niveauet. Til sammenligning er den nuværende målsætning i Kyoto-Protokollen, at industrilandenes drivhusgas-emissioner samlet set skal være 5% under 1990-niveaet i 2008-2012. Læs de officielle konklusioner fra EU’s topmøde i marts 2005.
(Teksten om klima er på side 15 og 16.)

Danmark på vej mod Kyoto-målet

Af miljøminister Connie Hedegaard (K)

Peter M. Nielsen, formand for Foreningen af Slutbrugere af Energi, giver den 11. april indtryk af, at der slet ikke er gjort noget for at reducere bilernes CO₂-udslip. Det er ikke rigtigt. Sideløbende med den internationale indsats gennemføres der nationale klimatiltag – også på transportområdet. I en nylig udkommet rapport fra Miljøministeriet skønnes det, at hovedinitiativerne på transportområdet har bidraget med en reduktion i CO₂-udledningerne på knap 2 mio. ton om året.

Tre initiativer på transportområdet har især haft betydning for Danmarks CO₂-reduktion, nemlig brændstofafgifterne, omlægningen af vægtafgiften til grøn ejerafgift og EU-kommissionens aftale med bilindustrien om, at det gennemsnitlige CO₂-udslip fra nye biler i 2008 skal være reduceret med 25 pct. i forhold til 1995. EU-aftalen betyder, at nye benzinbiler i 2008 skal køre mere end 17 km/l, og at nye dieselbiler skal køre mere end 19 km/l. Hvis det viser sig, at bilproducenterne ikke kan leve op til aftalen, har EU’s miljøministre tidligere tilkendegivet, at de vil overveje at indføre bindende normer.

Regeringen kigger fortsat på, om der kan hentes yderligere på transportområdet. Problemet er, at næsten alle tiltag på transportområdet er væsentligt dyrere end tiltag indenfor f.eks. energisektoren. Men der skal gøres noget for at bremse stigningen i transportsektorens energiforbrug. Regeringen vil eksempelvis se på mulighederne for en omlægning af registreringsafgiften, så vi i endnu højere grad skaber incitament til at vælge miljørigtige biler.

Menneskeskabte klimaforandringer er et af de vigtigste miljøproblemer, som skal håndteres her og nu. Det er et globalt problem, som vi skal formulere globale svar på. Takket være pres fra bl.a. Danmark har EU allerede nu formuleret hvilke ambitiøse reduktionsforpligtelser verdens industrilande bør påtage sig, når Kyoto-protokollens første forpligtelsesperiode udløber i 2012. Hvis danske virksomheder indstiller sig på de fremtidige udfordringer og tænker i smarte, teknologiske løsninger, vil vi kunne nå målene omkostningseffektivt, samtidig med, at teknologien kan give virksomhederne konkurrencefordele og eksportmuligheder.

Her og nu har Danmark en reduktionsforpligtelse på 21 pct. i perioden 2008-2012 i forhold til 1990. Det mål vil vi nå på en omkostningseffektiv måde. F.eks. sparer vi atmosfæren for CO₂ ved at erstatte et stærkt forurenende oliefyret kraftværk i Estland med 13 vindmøller. Vi fjerner lattergassen fra et gødningsanlæg i Bulgarien. Vi opsamler methan fra en losseplads og et spildevandsanlæg i Polen. Og vi laver biomasseanlæg og geotermi i Rumænien. Alt sammen fordi reduktionerne som udgangspunkt skal ske der, hvor vi får den største klimaeffekt for indsatsen.

Danmark har en strategi for at nå Kyoto-målet. Regeringen er fast besluttet på, at vi skal nå det mål. Og at vi gør det ved løbende at forholde os fordomsfrit til hvilke initiativer, der kan sikre, at vi når målet på en omkostningseffektiv måde.

Bragt i Børsen den 18. april 2005