Generatoren

De fleste vindmøller har en såkaldt asynkrongenerator. Den er bygget præcist som en stor vekselstrømsmotor. Faktisk er det en stor elektromotor. Hvis vindmøllen kører for langsomt er det elnettet der driver møllen og ikke omvendt.

Det fine ved en asynkrongenerator er, at den er så enkel i sin konstruktion. Den har næsten ikke behov for vedligeholdelse. Ulempen er, at den kræver et solidt elnet, og at den ikke kan komme i gang uden at trække strøm fra nettet.

Illustration: Nordex Borsig Energy

Nacellen indeholder vindmøllens komponenter og er anbragt oven på mølletårnet, hvorfra der er adgang til nacellen for servicefolk. Til højre for nacellen er vingerne monteret på rotornavet. Her er vist en NORDEX N60/1300 kW.

Møllens bestanddele er angivet ved tal på figuren.Betydningen kan ses her:

  1. Vingerne er fremstillet af glasfiberforstærket plast. Rotoren er stallreguleret og udstyret med bremse i vingespidsen.
  2. Rotornavet er fremstillet i støbejern.
  3. Maskinrammen er fremstillet i støbejern. Et materiale med god styrke og sejhed samt vibrations- og støjreducerende egenskaber.
  4. Hovedlejet er et dobbeltkonisk rulleleje i støbejernshus.
  5. Hovedakslen er fremstillet i smedet højstyrkestål.
  6. Gearkassen er en 3-trins gearkasse med trin 1 som skråfortandet planetgear og trin 2 og 3 som skråfortandede parallelgear.
  7. Skivebremsen er placeret på gearkassens hurtigtløbende aksel.
  8. Generatorkoblingen.
  9. Generatoren er en asynkron generator, der yder 1300 kW eller 250 kW.
  10. Køleradiatoren er en del af generatorens og gearkassens kølesystem.
  11. Vindmålesystemet, der er koblet til møllens computer.
  12. Møllecomputeren overvåger og styrer alle møllens vitale funktioner.
  13. Hydrauliksystemet opretholder hydrauliktrykket til møllens vingetipbremse, skivebremse samt krøjebremse.
  14. Krøjesystemet, der bliver drevet af tre elmotorer.
  15. Krøjelejet er et 4-punkt leje med udvendig fortanding.
  16. Nacellekabinettet er fremstillet i glasfiber.
  17. Tårnet er et konisk stålrør, som kan leveres i forskellige højder.