Når man skal sammenligne stjerner, kan man gruppere dem efter, hvor stor effekt de udsender, det kaldes luminositeten. Det gør man også, men man gør det ved at regne ud, hvilken størrelsesklasse de ville have, hvis de var placeret i en afstand på 10 pc fra Jorden. Denne størrelsesklasse kalder man for den absolutte størrelsesklasse. Absolutte størrelsesklasser skriver man ofte med bogstavet M (engelsk: ”absolute Magnitude”).
En forskel i lysstyrke på 5 størrelsesklasser svarer til, at intensiteten af lyset er faldet 100 gange.
- Hvor mange gange længere væk skal man flytte en stjerne, for at lysstyrken ændrer sig med 5 størrelsesklasser? (Tip: Brug afstandskvadratloven.)
- Find den absolutte størrelsesklasse for Solen. Du kan enten finde den i Databogen og overbevise dig om, at tallet passer med formlen i afsnittet om absolut størrelsesklasse, eller også kan du regne den ud udfra oplysningen om, at Solen har størrelsesklasse m =-26,76 og befinder sig i en afstand af 1 AE fra Jorden.
- VLT kan sagtens se stjerner ned til en tilsyneladende størrelsesklasse på m = 28. Find ud af, hvor langt væk VLT kan se enkeltstjerner af samme størrelse som Solen. Kan VLT se stjerner som Solen i andre galakser? Den nærmeste større galakse er Andromedagalaksen 670 tusinde pc borte.