Opgaver

Opgave S.02: Hvor svagt lys kan du se?

Formålet med denne opgave er at regne på stjerners størrelsesklasser for at finde ud af, hvor lidt lys der i grunden rammer øjet fra de svageste stjerner.

Udgangspunktet er Solen. Vi ved, at Solen skinner med en strålingsintensitet på ca. 1350 W/m2 lige uden for atmosfæren. Men kun noget af denne intensitet er synligt lys. Og kun noget kommer gennem atmosfæren.

  1. Ca. 25% af solstrålingen er synligt lys, der når gennem atmosfæren. Find lysintensiteten, udtrykt i W/m2, af det synlige lys fra Solen. (I opgave S.10 skal du prøve at beregne, hvor stor en del af solstrålingen, der er synligt lys.)

  2. Solen er en stjerne med en tilsyneladende visuel størrelsesklasse på -26,74. De svageste stjerner, man kan se med det blotte øje på en måneløs og klar nat, er af størrelsesklasse 6.
    Brug formlen i afsnittet om størrelsesklasser til at finde intensiteten, udtrykt i W/m2, af synligt lys fra en stjerne af 6. størrelsesklasse.

  3. Pupillen i et øje, der er helt vænnet til mørket, er ca. 7 mm i diameter. Hvor stor er effekten, udtrykt i watt, af det synlige lys, der falder ind i øjet fra en stjerne af størrelsesklasse 6?

  4. Hvor mange fotoner pr. sekund falder ind i øjet fra stjernen? Du kan regne med, at hver foton har en energi på 4 · 10-19 J.