VLT

Very Large Telescope, VLT, der kommer til at bestå af fire ens teleskoper – hver med en spejldiameter på 8,2 meter – har to store fordele sammenlignet med alle andre teleskoper. For det første får VLTs fire spejle et samlet areal på mere end 200 kvadratmeter. Det betyder, at der kan opsamles mere lys end med noget andet teleskop. Det gør det muligt at se svagere og fjernere himmelobjekter end hidtil – og ikke mindst at optage spektre af dem. For det andet kan VLT producere ekstremt skarpe billeder. Det betyder, at der kan ses langt flere detaljer på optagelserne.

Luftfoto af det 2635 meter høje Paranal bjerg med VLT-komplekset som det så ud ved indvielsen i marts 1999. Til højre ses de endnu ikke helt færdiggjorte underjordiske tunneller, som skal anvendes til interferometriske målinger.
Foto: ESO.

Instrumenterne

Men et stort teleskop, som kan opsamle meget lys, er ikke nok i sig selv. Det er mindst lige så vigtigt at have rådighed over gode detektorer for at kunne udnytte observationerne fuldt ud. Hvert af VLTs fire teleskoper skal kunne anvendes i tre brændpunkter. Det nye observatorium får med andre ord 12 forskellige analyseinstrumenter.

Hele observationsspektret fra det ultraviolette område til det infrarøde dækkes ind. Og det bliver muligt på samme tid både at optage billeder og at frembringe spektre af de observerede himmellegemer. For de stærke objekters vedkommende – som f.eks. stjerner i Mælkevejen eller fjerne galaksekerner – bliver der rådighed over spektrografer med meget stor opløsning.

Til de meget svage og fjerne objekter – som f.eks. galaksehobe – kommer der instrumenter, som kan optage billeder af galakser og kvasarer helt ned til størrelsesklasse 28 eller 29 – svarende til næsten 100 milliarder gange så svage objekter, som de klareste stjerner i Karlsvognen. Og der vil kunne optages spektre af himmellegemer helt ned til 24. eller 25. størrelsesklasse. Det er helt på linie med Hubble rumteleskopets ydeevne.

Mange forskellige opgaver

VLTs evne til på den måde at sprænge de nuværende observationelle grænser giver håb om, at vi kan få svar på en lang række grundlæggende spørgsmål inden for i hvert fald tre hovedområder af astronomien, når alle instrumenter formentlig engang omkring år 2005 står fuldt funktionsdygtige.