|
Ammoniak, NH3 blev anvendt i kølemaskiner i mere end 100 år, før man opfandt CFC stofferne. Ammoniak fremstilles industrielt ud fra nitrogen og hydrogen. Det er giftigt, ætsende og brandfarligt, men det har meget fine køleegenskaber. Isobutan (2-methyl-propan bestanddel af naturgas) bruges som kølemiddel i køleskabe i en mængde svarende til 2-3 fyldte éngangs-lightere. Stoffet har fine kølemæssige egenskaber, og har allerede næsten helt overtaget køleskabsmarkedet i Europa. CO2 er ikke brandfarligt og heller ikke giftigt i moderate doser. Men da det kun optræder som væske ved meget høje tryk (over ca. 5 atm), stiller det meget store krav til kompressorpumpen i CO2 køleanlæg. Til gengæld bruges CO2 i stedet på steder med brandfare, f.eks. i kølecontainere i store fragtskibe. Vand er et velkendt stof med en meget høj fordampningsvarme. Men her er problemet, at damp ved køleskabstemperaturer fylder enormt meget. Det betyder, at man skal bruge en kompressorpumpe, der kan flytte virkelig store rumfang vanddamp meget hurtigt. |