Det er lige akkurat det, man selv kan eftergøre med sit champagneglas i hånden. Tegn en lille plet på størrelse med glassets stilk – eller lidt mindre – på et stykke papir. Placér glasset lige over pletten, og kig gennem foden tæt ved stilken. Pletten ses som en ring i glasset. Løft glasset let. Stadig er det muligt at se ringen i foden. Men hvis man fortsætter med at løfte glasset, sker der noget nyt. Ringen bryder op i to dele. Det sker, fordi den ideele placering af plet, linse og øje næsten på linie ikke længere er opretholdt. Så fås et dobbelt billede af pletten. Champagneglasset med en lang, tynd stilk er bedst – simpelthen, fordi selve glasset så er mindre i vejen for udsynet til roden af glassets stilk.

Det første dobbeltbillede af meget intense og aktive galakser, de såkaldte kvasarer, blev opdaget i 1979. Man blev opmærksom på deres eksistens, fordi lyset fra de to billeder viste sig at have fuldstændig ens spektre. Siden er der opdaget flere tilfælde. De fleste gange er placeringen af den fjerne og nære galakse så „skæv", at der er tale om to pletter og/eller stykker af mere eller mindre udstrakte buer.

Men i 1988 opdagede amerikanske astronomer det første tilfælde af en hel ring – en såkaldt Einstein-ring. Det skete i radioområdet. I det synlige område er ringen i dette tilfælde ikke helt perfekt. Det er den til gengæld (næsten) på et nyligt optaget billede – foretaget med et infrarødt kamera – af den kilde, der betegnes som 1938+666. Billedet er optaget med Rumteleskopet Hubble af amerikanske astronomer – et meget imponerende syn.

Man fristes næsten til at fylde glasset, inden man begynder at studere, hvor store stofmængder, der er nødvendige i de mellemliggende galakser for at forklare afbøjningen af lyset i detalje. Og dermed få en idé om omfanget af usynligt stof i den slags galakser.