Ballonmodellen er også velegnet til at illustrere vigtige effekter af universets udvidelse. Hvis man nemlig forestiller sig et lysglimt udbrede sig fra et punkt på overfladen (en fjern galakse) til et andet (os her på Jorden), så kan det passende sammenlignes med en myre, der starter en tur hen over ballonoverfladen mellem de samme to punkter. Hvor langt har myren nu bevæget sig, når den når frem? Og med hvilken hastighed er det foregået? Det påstod vi ovenfor, at man kunne få oplysning om ved at opmåle galaksens rødforskydning.

Men det gælder kun for de nære galakser. For de fjerneste med store rødforskydninger får vi strengt taget intet at vide om hverken hastighed eller afstand, fordi universets udvidelse for dem i mellemtiden har været så stor, at man ikke længere kan se bort fra den.

Med den nye tænkemåde om, at det er selve rummet, der udvider sig, ligger galaksen jo også stille i rummet. Men ved at måle rødforskydningen kan vi derimod få oplysning om, hvor mange gange universet er blevet større siden lysudsendelsen!