Det har ført til idéen om, at „rummet" – universet – ikke blot er en slags passiv arena, hvor de astronomiske fænomener udspiller sig, og hvori specielt galakserne er på vej bort fra hinanden. I dag opfatter man i stedet rummet som noget næsten materielt, noget i retning af et underlag, som holder galakserne fast i sig, mens det selv udvider sig. (Man kan også forestille sig galakserne som rosiner i en dej, som er sat til at hæve. I dette billede svarer dejen så til rummet).

Den grundlæggende idé om rummets egenskaber i denne forstand stammer egentlig fra Albert Einsteins resultater fra 1915, hvor han i sin relativitetsteori fremsatte den tanke, at gravitationen eller tyngdekraften – den mærkelige tiltrækningskraft mellem alle materielle legemer – ikke skal opfattes som en mystisk fjernvirkning, men som en egenskab ved rummet selv – nærmere bestemt en krumning.