Det øverste af isen i indlandsisen kan som omtalt direkte dateres bl.a. efter indholdet af ¹⁸O. Dateringen er i hvert fald tilbage til Kristi Fødsel uhyre nøjagtig med en usikkerhed, som næppe er større end et år. Når man går længere tilbage i tiden bliver usikkerheden naturligvis større. Det skyldes både, at de enkelte årlag bliver tyndere, og at de bliver udvisket.

I større dybde anvender man bl.a. årsvariationer i støvindholdet. Det er også muligt at bruge statistiske metoder til dateringen. Hertil kræves en god model for isens flydebevægelse. Og med den til rådighed er det muligt nogenlunde at fastlægge alderen.

Endelig kan man bruge de såkaldte „pejlemærker" til datering. Visse begivenheder genfindes nemlig, ligegyldigt hvor man borer. Det gælder f.eks. istidens afslutning, karakteristiske kortvarige klimaskift og enkelte, særligt kraftige vulkanudbrud. Den slags begivenheder kan derfor bruges til at fastlægge bestemte tidspunkter i en borekerne.

Efter alt at dømme har man i GRIP-boringen ved Summit styr på kronologien ca. 60.000 år tilbage i tiden – med en usikkerhed på højst et par hundrede år!