|
I mange tilfælde har man kunnet genfinde store historisk kendte vulkanudbrud i isen, idet det store syreindhold i indlandsisen kommer 1-2 år efter udbruddet. Disse signaler fra store vulkanudbrud har omvendt fungeret som pejlemærker, som har hjulpet med til en sikker datering af isen. Man har en teori om, at vulkansk urolige perioder betyder et lidt koldere klima end vulkansk rolige perioder. Idéen er, at et stort indhold af små dråber svovlsyre i den øvre atmosfære spreder en større del af sollyset, så effekten fra solstrålingen bliver mindre nær jordoverfladen. Teorien bekræftes af målinger, som synes at vise, at gennemsnitstemperaturen over store dele af verden sænkes en smule i et par år efter et voldsomt vulkanudbrud.
|