Vandmolekyler med et 18O-atom har både lidt „vanskeligere" ved at fordampe og lidt „lettere" ved at fortætte end vandmolekyler med 16O. Derfor vil vanddampen indeholde lidt mindre 18O end det vand i oceanerne, som vanddampen kommer fra, og molekylerne med 18O vil så at sige først regne eller sne ud af den dampmættede luft. Hvis der sker stadig afkøling af den dampmættede luft, vil den blive fattigere og fattigere på 18O. Den damp, som til sidst – efter at have bevæget sig længst ind over et kontinent eller længst mod nord – bliver til nedbør, vil indeholde mindre 18O end den damp, som allerede bliver til nedbør i varmere egne over vand eller ved kysterne.
Årstidseffekt
Udover at der er en effekt af, hvor langt fra oprindelsesstedet nedbøren falder, så er der også en årstidseffekt. Ude over de subtropiske og tropiske dele af oceanerne er temperaturerne ikke meget forskellige sommer og vinter. Så den damp, som dannes over oceanerne, vil hele tiden have omtrent samme indhold af 18O. Derimod vil den nedbør, som falder inde over indlandsisen komme fra luft, som er blevet væsentlig mere afkølet om vinteren end om sommeren. Den sne, som falder over indlandsisen om vinteren, er derfor mere fattig på 18O end den sne, som falder om sommeren.
I indlandsisen kan man tydeligt „se", om den sne, som isen er dannet af i en bestemt dybde, er faldet sommer eller vinter. Mængden af 18O er nemlig lav om vinteren og høj om sommeren. Det kan man – langt ned i indlandsisen – bruge til at datere indlandsisen: Mængden af 18O svinger i årets løb. Og alderen kan bestemmes ned gennem indlandsisen simpelthen ved at tælle antallet af svingninger på næsten samme måde, som man bestemmer et træs alder ved at tælle årringe.
