Selv om de fysiske egenskaber af vand næsten ikke afhænger af, hvilke nuklider vandet indeholder, så er der trods alt forskelle. F.eks har det vist sig, at tendensen til fordampning og fortætning af vandmolekyler med et 18O-atom er lidt anderledes end tendensen til fordampning og fortætning af sædvanlige vandmolekyler med et 16O-atom. Det er denne lille fysiske forskel, som viser sig at være vigtig i forbindelse med undersøgelser af indlandsisen.
Fra oceanerne sker der hele tiden fordampning. Efter at luften har optaget damp fra oceanerne, kan den bevæge sig vidt omkring, inden den igen afleverer noget af dampen som nedbør. Kold luft kan ikke indeholde så meget vanddamp som varm luft. Så når luften afkøles, vil den kunne blive mættet med vanddamp. Vanddampen vil fortættes til skydråber eller iskrystaller, og eventuelt vil der falde nedbør. En betingelse for at luften afgiver noget af sin damp som nedbør er derfor, at den afkøles.
Der kan være flere grunde til, at luften afkøles. Den kan stige til vejrs, f.eks langs en frontflade (en varmfront eller en koldfront), eller den kan blive presset til vejrs, hvis den må passere op over en bjergkæde. I begge tilfælde bliver trykket mindre, og luften vil udvide sig, hvorved den afkøles. Endelig kan luften også blive afkølet, hvis den blæser hen over en kold overflade, som f.eks et koldt kontinent eller en iskappe.
