|
- Borekerner fra indlandsisen afslører fortidens klimaFra første færd har danske forskere senere i samarbejde med forskere fra andre lande været ledende i arbejdet med undersøgelsen af indlandsisen. Initiativtager og idémand var især professor Willi Dansgaard fra Geofysisk Afdeling ved Københavns Universitet. Det begyndte i 1960’erne, og i 1966 blev der af USA færdiggjort en udboring af en 1390 m lang iskerne i det nordvestlige Grønland ret tæt ved Thulebasen. Siden har der været boringer flere steder både af kortere og længere iskerner. I 1990-92 gennemførte man den såkaldte GRIP-boring (GReenland Ice-core Project) ved Summit på Midtgrønland. GRIP-boringen var et fælleseuropæisk projekt. Boringen foregik med et dansk-udviklet bor, som allerede nogle år tidligere ved en anden boring, Dye 3 havde fungeret fint. Det lykkedes at nå helt til bunden af indlandsisen, og at bjerge en godt 3000 m lang iskerne nær isdeleren på det sted, hvor indlandsisen er tykkest. I nærheden af Summit, (det optimale boringssted, højst på indlandsisen) har der i samme periode været en amerikansk boring. I øjeblikket (1997) finder endnu en boring sted i Midtgrønland. I det sydlige Grønland smelter isoverfladen og danner rivende floder. |