Strålingenergi

En varm genstand udsender stråling, såkaldt varmestråling eller „temperaturstråling". Strålingens intensitet og fordelingen på forskellige bølgelængder afhænger af genstandens temperatur. Når temperaturen stiger, øges strålingens intensitet, og der sker en forskydning mod mindre bølgelængder. Forskydningen ses tydeligt ved en sammenligning af den stråling, som Solen og Jorden sender ud i verdensrummet. (Intensiteten i Jordens udstråling er mange gange svagere end i Solens. Her er den vist forstørret for ikke helt at forsvinde.)

Den nederste figur viser kun med tilnærmelse varmestrålingen fra den virkelige Sol og Jord, idet også overfladen har en vis betydning. Vi vil dog i de følgende opgaver gå ud fra, at Solen og Jorden er rene temperaturstrålere, hvor der gælder nogle særligt simple lovmæsssigheder.

Temperaturstråling

Figuren viser temperaturstrålingen fra rene temperaturstrålere med Solens og Jordens temperatur. Bemærk den logaritmiske bølgelængdeskala.

Din virkelige sosl udstråling

Den virkelige Sols udstråling sammenlignet med udstrålingen fra to temperaturstrålere med temperaturerne hhv. 5700 K og 6000 K.

Stefan-Boltzmanns lov

For en temperatur-stråler med Kelvin-temperaturen, T er intensiteten, dvs. den udstrålede effekt pr. areal af genstanden, bestemt alene af temperaturen:

I = s · T4

hvor  s kaldes Stefans konstant,

s = 5,67 ·10-8 W/(m2 · K4).

 

Wiens forskydningslov

Strålingen har størst intensitet ved en bølgelængde, lmax, givet ved

  T ·lmax = 2.9 · 10-3 m · K.