Skydækket

Og her er vi så ved sagens kerne. Vi ved nemlig, siger de danske forskere, at jordatmosfærens molekyler påvirkes af de kosmiske stråler. De tilstedeværende atomer og molekyler ioniseres. Dvs. de gøres elektrisk ladede. Og det betyder, at de får en forøget tendens til at virke som igangsættere af skydannelse. Man betegner deres rolle som kondensationskerner for dannelsen af vanddamp.

Netop her har vi derfor muligvis fat på den fysiske mekaniske, der kan forstærke ændringerne i solvinden, påpeger de danske forskere. Det sker i så fald ved at Solens aktivitetsændringer via den kosmiske stråling populært sagt „skruer op og ned" for skydannelsen og derved tillader mere eller mindre sollys at nå Jordens overflade.

Det foreløbigt bedste tegn på, at der virkelig er noget om snakken, findes i sammenligningen mellem intensiteten af de kosmiske stråler og skydækket på Jorden i en periode mellem 1984 og 1991. Da solaktiviteten dalede mellem 1984 og 1987 og antallet af kosmiske stråler steg, øgedes skydækket. Da Solen igen blev mere aktiv og de kosmiske stråler aftog fra 1987-90, faldt antallet af skyer.

Jordens skydække optaget fra satellitter d. 15.okt. 1983. Gråskalaen på skyerne viser forskellige temperaturer.