|
|
|
|
Kosmiske stråler
Oven i alt dette har det vist sig, at der ude fra Mælkevejens mange stjerner konstant tilflyder Solens omegn og dermed heliosfæren et sandt bombardement af meget energirige partikler. Noget misvisende går de under betegnelsen kosmiske stråler. Det er nemlig partikler. Hovedsagelig brintkerner, protoner – men også atomkerner fra mange andre grundstoffer er repræsenteret.
Et eksempel på en af de eksploderende stjerner, der leverer kosmiske stråler: supernovaen SN1987A |
De er opstået, når kæmpestjerner i tidens løb er gået til grunde i de såkaldte supernovaeksplosioner – gigantiske tilintetgørelser af stjerner, hvor de yderste dele med eksplosionsagtig hast slynges ud i rummet mellem stjernerne. I runde tal regner man med, at der i Mælkevejen forekommer en sådan begivenhed med gennemsnitligt ca. 25 års mellemrum.
Computer-farvet billede af solpletter med forskellig farve til de magnetiske nord- og sydpoler. |
Helt siden slutningen af 1950’erne har det været kendt, at intensiteten af de kosmiske stråler målt her på Jorden i tidens løb varierer på en meget karakteristisk måde. I perioder med mange solpletter er der lav intensitet af kosmiske stråler, og i perioder med få solpletter er intensiteten høj. Det forklares ved, at det simpelthen er solvindens medfølgende magnetfelt, der afskærmer for de kosmiske stråler.
En energisk solvind er med andre ord i stand til at bremse de kosmiske strålers fremfærd mod Jorden, og en mindre voldsom solvind lader mange kosmiske stråler trænge ned til Jorden – hovedsagelig ved de magnetiske poler nær hullerne i magnetosfæren.
|
Ændringen i den kosmiske stråling sammenlignet med skydækket over hele kloden. Det er sammenfaldet mellem disse to kurver, der giver støtte til teorien om, at Solen (via reguleringer i solvindens magnetfelt) kan „skrue op og ned" for skydannelsen. I perioder, hvor Solen er meget aktiv, holdes en større del af den kosmiske stråling ude. Der opstår derfor færre skyer – og temperaturen stiger. (Figuren er fra Den maniske Sol.)
|
