Forskere ved Danmarks Meteorologiske Institut i København har studeret temperatursvingningerne på Jorden i tidens løb. Deres resultater peger på, at udsvingene overvejende skyldes en kombination af ændringer i Solens aktivitet og mængden af meget energirige partikler fra tidligere tiders stjerneeksplosioner i Mælkevejen. At det med andre ord ikke er den menneskeskabte udledning af kuldioxid, der har haft afgørende indflydelse.

Solvind og magnetfelter

De danske forskere har en teori om, hvad det er for en fysisk mekanisme, der populært sagt „skruer op og ned" for Jordens temperatur. Det er ikke ændringer i selve solarkonstanten – altså ikke variationer i Solens totale udstråling, der er afgørende.

Forklaringen ligger i ændringer i Jordens totale skymængde, som – overraskende nok – ser ud til i høj grad at være styret af Solens magnetfelt. Sagen er nemlig den, at solvinden i kraft af sit medfølgende magnetfelt skaber et kæmpemæssigt dråbeformet område uden om Solen. Det går under betegnelsen heliosfæren, og det er et område, der har vist sig at variere i form og udstrækning alt efter, hvordan og hvornår der optræder solpletter og anden uro på Solens overflade: f.eks såkaldte fakler og flares – udkastninger af stof fra forskellige områder af overfladen.

Denne uro i magnetfeltet forplanter sig videre ved sammenstødet med Jordens magnetfelt, der også har form som en boble: magnetosfæren. På solsiden af Jorden bliver magnetosfæren komprimeret af solvinden – på læsiden er den langstrakt i den såkaldte magnetohale. Helt i stil med en kølvandsbølge efter en hurtig båd. Ved Jordens magnetiske poler er der huller i magnetosfæren

Jordens boble i heliosfæren kaldes magnetosfæren. Den bliver skabt af Jordens magnetfelt. Magnetosfæren yder afskærmning mod solvinden. Der er huller i magnetosfæren ved Jordens magnetiske poler.   (Figuren er fra Den maniske Sol.)