CO₂-kredsløbet

Svaret ligger gemt i det kredsløb, som CO₂ naturligt indgår i på Jorden. Én forklaring begynder med at se på, hvad konsekvenserne af den lavere udstråling fra Solen i dens unge alder kan have været. I første omgang må det have betydet, at havtemperaturerne var lavere. Fordampningen fra havene var derfor nedsat i forhold til nu – og mængden af regn derfor tilsvarende mindre. I regnvandet opløses store mængder CO₂ fra atmosfæren. Og den lavere regnmængde må derfor have betydet, at så meget desto mindre CO₂ blev ført væk fra atmosfæren.

I det store kredsløb har udstrålingen fra Solen ingen indflydelse på, hvor meget CO₂, der igen frigøres fra Jorden. Det sker især i forbindelse med vulkanudbrud. Og her er det Jordens indre varme, der er afgørende for, hvor ofte og hvor store mængder CO₂, der frigøres til atmosfæren.

Denne indre varme kommer hovedsagelig fra radioaktive stoffer i Jordens kappe. Det betyder, at man må regne med, at den lavere udstråling fra Solen ikke har haft indflydelse på, hvor meget CO₂, der blev sendt ud i Jordens atmosfære. Og at den samlede mængde af CO₂ i atmosfæren af de omtalte, helt naturlige årsager må have været højere, end den er i dag. Drivhuseffekten var større og temperaturen var derfor – til trods for Solens lavere udstråling – alligevel ikke nævneværdigt mindre end i dag.

Denne naturlige, selvregulerende effekt betegnes som en negativ „feed-back-effekt": Hvis Jordens overflade af en eller anden grund afkøles, så vil mængden af CO₂ i atmosfæren stige og forårsage en genopvarmning af overfladen. Omvendt vil det være, hvis temperaturen af en eller anden grund begynder at stige. Det vil så betyde øget fordampning, øget regnmængde og dermed en forøget fjernelse af CO₂ fra atmosfæren. Drivhuseffekten vil derfor aftage, og temperaturen vil falde tilbage til det oprindelige niveau.