I tidens løb

Hvis man vil vide, hvordan temperaturerne i tidens løb har været på Jorden, så kan man få en god idé om det ved at undersøge fortidens bundfældede materiale i aflejringer – de såkaldte sedimenter – fra havbundskerner. De optages fra boringer mange forskellige steder rundt om i verden. Her viser det sig helt tydeligt, at det – i sedimenter, der svarer til aflejringer fra de seneste 3,8 milliarder år – altid er muligt ét eller andet sted på Jorden at finde materiale, som stammer fra bundfældninger i flydende vand. Og at der også har været liv tilstede på Jorden i de seneste 3,5 milliarder år.

Det må betyde, at gennemsnitstemperaturen på Jorden i denne lange periode ikke har været meget forskellig fra den nuværende. Og det er faktisk temmelig overraskende. Fra computermodeller for, hvordan Solen har udviklet sig i tidens løb, viser det sig nemlig, at Solens lysstyrke (effekt) i samme periode ganske langsomt er steget med ca. 30%.

Overraskelsen – der ligefrem betegnes som „Den svage, unge Sols paradoks" – består i, at det burde have haft den virkning, at temperaturen på Jorden indtil for omkring 2 milliarder år siden ikke var nået op over vands frysepunkt. At Jorden med andre ord indtil da burde have været dækket af is. Det er der jo nemlig, som omtalt, overhovedet ikke tegn på, at den var.

Ændring i Jordens atmosfære

Man kan få paradokset til at forsvinde, hvis man går ud fra, at Jordens atmosfære har ændret sig i tidens løb. Hvis indholdet af drivhusgasser i Jordens atmosfære var højere før i tiden, da Solens udstråling var tilsvarende svagere, så kunne det jo være forklaringen på, at Jorden alligevel ikke var tilfrosset for milliarder af år siden.

Spørgsmålet er så: Hvordan er det gået til, at indholdet af drivhusgasser hele tiden lige akkurat har været i stand til at indstille sig på så tilpas stor en mængde, at Jordens overfladetemperatur ikke har ændret sig væsentligt?