Allerede i 1960’erne blev der udviklet brændselsceller til energiproduktionen på Apollo-rumfartøjerne, som bl.a. bragte mennesker til Månen, og i dag anvendes de rutinemæssigt på de amerikanske rumfærger.

En brændselscelle er egentlig et batteri – en energiforsyning – der godt kan sammenlignes med, hvordan et menneskes energiomsætning fungerer. I modsætning til f.eks et sædvanligt batteri i en bil, skal en brændselscelle nemlig ikke oplades en gang i mellem. Den bliver hele tiden forsynet med brint og ilt fra luften. Så producerer den elektricitet, varme og – hvad der især udnyttes på rumfærgerne – vand.

De store fordele ved brændselsceller frem for sædvanlig energiproduktion er, at der ikke dannes nær så meget spildvarme og spildprodukter som f.eks nitrogenoxider eller kuldioxid. Man kan også langt bedre opbevare energien, og desuden er det muligt at lave mindre, decentrale anlæg, så forsyningen på den måde bliver mindre sårbar i tilfælde af svigt.

Til gengæld er brændselsceller endnu temmelig dyre at fremstille, og de holder ikke særligt længe. Derfor forskes der ivrigt i at forbedre og billiggøre dem.