SOFC-cellerne fungerer ved en relativ høj temperatur omkring 900-1000 °C. Herved skulle stort set alle brændbare gasser kunne omsættes – herunder også metan, hovedbestanddelen af naturgas. Men med nikkel-elektroder viser det sig dog kun at være muligt, hvis naturgassen samtidig tilsættes et overskud af vanddamp, for at der på den måde kan foregå en intern omdannelse af gassen til brint og kulilte. Tør metan udskiller nemlig kul på nikkel, og kullet vil med tiden blokere for reaktionerne ved minus-polen – og dermed sætte cellen ud af drift. Problemet kan afhjælpes ved at anvende ceriumoxid-baserede elektroder – et område, der aktivt forskes i for tiden.

Også selve forbindelsen mellem de enkelte celler i en cellestak er det afgørende at have konstrueret bedst mulig. Det kræver et andet specielt elektronledende keramisk materiale med oxider af lanthan, strontium og chrom. Det kaldes LSC. Desværre er det både temmelig dyrt og også ustabilt ved temperaturer over 850 °C. Der ledes derfor efter bedre materialer på dette punkt.

Endelig er det også vigtigt at kunne lede gas og luft ind i cellestakken igennem nogle kasseformede beholdere, der betegnes som manifolde. De består af magnesium-aluminium-oxid. Her er kravet, at de har samme termiske udvidelseskoefficient som det øvrige materiale i stakken – et ikke helt simpelt krav at leve op til i praksis.