Det er der to grunde til. For det første er meteoritterne på det kolde kontinent igennem mange årtusinder landet på den bløde sne, hvorefter de ret hurtigt er blevet indkapslet i isen. Isen er blødere end de stenarter, som udgør de fleste meteoritter. Stenene bliver derfor ikke umiddelbart knust.

Det er der to grunde til. For det første er meteoritterne på det kolde kontinent igennem mange årtusinder landet på den bløde sne, hvorefter de ret hurtigt er blevet indkapslet i isen. Isen er blødere end de stenarter, som udgør de fleste meteoritter. Stenene bliver derfor ikke umiddelbart knust.

For det andet sikrer det kolde klima, at meteoritterne ikke kommer i forbindelse med flydende vand. Det betyder, at meteoritterne ikke forvitrer, hvad der ellers er tilfældet for de meteoritter, der lander her på vores breddegrader.

Indkapslet i gletcherne følger meteoritterne med, når isen under sin egen vægt glider fra de højtliggende egne inde omkring Sydpolen ud mod havet. Når gletcherne undervejs møder en forhindring f.eks i form af et bjerg, bliver de tvunget opad. Her står den opskruede is så efterfølgende skråt op mod vinden, hvor den hurtigt ligefrem bliver slebet ned af den voldsomme blæst, der næsten konstant stryger hen over isørkenen. Isen 'gnaves' af i takt med, at den bliver bragt hen til bjerget. Meteoritterne bliver liggende. I virkeligheden kan man opfatte det som et kæmpemæssigt, geologisk transportbånd, der hele tiden kører her.

Fra enorme områder er meteoritter i massevis af år flydt med isen hen til forhindringerne, hvor de er blevet afsat på overfladen af den stadigt mere nedslidte is. Man betegner faktisk den slags steder som 'meteoritfælder'. I løbet af de seneste ca. 25 år har amerikanske og japanske ekspeditioner opsamlet mere end 15.000 meteoritter på de stormomsuste meteoritfælder.