De ældste klipper her på Jorden findes på Grønland. De er for ganske nylig blevet dateret til at have en alder på 3,8 milliarder år. De fleste andre jordiske klipper er "kun" et sted mellem 2,2 og 2,8 milliarder år gamle. Og Månens ældste bjergarter er 4,0-4,1 milliarder år.

Her over for står en lang række meteoritters rekordhøje alder på 4,5 milliarder år. Det er med andre ord det ældste materiale, det er muligt direkte at komme til at holde i hånden.

Den store forskel i alder på de enkelte bjergarter rundt om på Solsystemets himmellegemer afspejler de forskellige forhold, som de enkelte klippematerialer har været udsat for i tidens løb. Man regner med, at alle de stoffer, vi finder i Solsystemet, i virkeligheden er opstået på samme tid. Forstået på den måde, at hele Solsystemet med Solen og alle planeterne, deres måner, asteroiderne og kometerne altsammen er dannet ud fra det materiale, der til at begynde med var tilstede i en interstellar sky, den såkaldte præ-solare sky.

Flydende fortid

Af en eller anden grund begyndte denne sky at trække sig sammen. Det førte til dannelsen af Solen i centrum, hvor langt den største del af stoffet fandt plads. Og til de omgivende himmellegemer, som opstod af resterne - "overskuds-stoffet" - der så at sige klumpede sig sammen ved hjælp af den gensidige tyngdepåvirkning mellem de enkelte bestanddele.

På Jorden, på Månen og i asteroiderne herskede der i begyndelsen så høje temperaturer, at store dele af disse himmellegemer var helt flydende. Det skyldtes varmen fra omsætning af gravitationsenergi, dels fra de mange partikelsammenstød og dels fra de radioaktive stoffer, som den præ-solare sky indeholdt, og som oprindelig var blevet produceret i en forudgående stjerneeksplosion, en såkaldt supernova.

Lidt efter lidt afkøledes himmellegemerne - i forskellig takt alt efter deres størrelse og øvrige karakteristika. Og sideløbende hermed udkrystalliseredes himmellegemernes faste mineraler. Tidspunktet for denne udkrystallisering er det muligt at bestemme ved at analysere de enkelte mineralers indhold af radioaktive stoffer.

Det viser sig, at det er nødvendigt at kunne bestemme indholdet af radioaktive kerner med halveringstider på mere end 1 milliard år. De vigtigste er her ²³⁸U, ²³⁵U, ¹⁴⁷Sm, ⁸⁷Rb og ⁴⁰K. Den alder, der bestemmes på denne måde, er det, der betegnes som himmellegemets dannelsesalder.

Når man finder en langt mindre alder for de fleste af Jordens bjergarter, skyldes det især, at de har været udsat for en lang række geologiske processer med fornyet opsmeltning af mineralerne i lange perioder efter at Jordens overflade i første omgang størknede.