For en lille meteorit (på nogle få cm's tværmål) betyder den voldsomme opvarmning, at den indre kerne opvarmes til temperaturer over ca. 750 grader Celsius. Man skønner, at de aller-mindste (med tværmål på mindre end ca. 2 cm) slet ikke overlever turen gennem atmosfæren. De lidt større eksemplarer smelter ikke helt inde i kernen, men de oprindelige strukturer herinde omdannes til ukendelighed. Og al information om deres egenskaber i tidligere tider udviskes i løbet af ganske få sekunder. Simple overslagsregninger viser, at en sådan, lille meteorit - hvis den findes umiddelbart efter faldet - kan være temmelig varm, måske mere end hundrede grader.

For en mellemstor meteorit - dvs. med en oprindelig vægt på ca. 20 kg og en diameter på typisk lidt over 20 cm - kan man beregne, at der almindeligvis afslides ca. 5-6 kg stof under passagen af atmosfæren. Det svarer til et sted mellem 2 og 5 mm af meteorittens radius pr. sekund i den del af banen, hvor afsmeltningen foregår.

Det afslidte stof falder som små, fine støvpartikler langs den sidste del af meteorittens bane. Her er dens hastighed blevet ca. en tiendedel af den oprindelige hastighed på omtrent 20 km/sek. På den sidste del af turen afkøles meteoritten igen. Og det hele ender med, at dens overflade-temperatur ligger et sted mellem 0 og 60 grader Celsius, når den lander på Jorden.

Kun det yderste 5-10 mm tykke lag af en mellemstor meteorit - og dermed også af en endnu større - har været opvarmet. Kernen når aldrig at blive varm. Dens indre har med andre ord intet mærket til turen gennem atmosfæren. Herinde finder man materiale, der repræsenterer den tilstand, som stoffet besad, da det endnu befandt sig ude i verdensrummet, og som det så ud, da det blev dannet.