|
Næste skridt er at indføre et mål for hørestyrken, dvs. den subjektive lydstyrke. Også her viser forsøg med et stort antal normalt hørende personer, at øret ikke opfatter forskelle i fysisk lydintensitet, men derimod forhold. Det kan virke lidt abstrakt at beskrive sanseindtryk objektivt, men mon ikke alligevel man vil kunne enes om, at et orkester ikke lyder flere millioner gange kraftigere end en enkelt almindelig violin? Det er ikke desto mindre tilfældet, hvis man sammenligner den fysiske lydintensitet fra de to kilder. Det er grunden til, at man som et mål for hørestyrken bruger logaritmen til forholdet mellem den fysiske intensitet og høretærsklen for den pågældende frekvens. I praksis bruger man 10 gange denne logaritme, og dette mål for lydstyrke kaldes decibel-skalaen, forkortet dB ("deci" stammer fra faktoren 10; uden den hedder enheden 1 bel).
|
Den fysiske lydintensitet svarer kun omtrentligt til det sanseindtryk (lyd- eller hørestyrken), vi oplever ved lydens kontakt med øret og efterfølgende registrering i hjernen. Den første forskel mellem de to størrelser vedrører den såkaldte høretærskel. Det er den minimale lydintensitet, der fremkalder et hørbart lydindtryk. Høretærsklen varierer med lydens frekvens. Ud fra en række forsøg med et stort antal personer med normal hørelse har man udarbejdet det teoretiske audiogram, man ser på figuren på side 6.