|
Dennis får nedsat hørelseLad os følge Dennis lidt endnu. Der sker typisk det, at hans walkman bliver dårligere og dårligere. I hvert fald skal den skrues mere og mere op, for at den kan give en bare nogenlunde anstændig lyd. Dennis har også lagt mærke til, at alle omkring ham er begyndt at tale så underligt. Det er ikke bare det, at de taler mere sagte. De taler ganske enkelt mere uforståeligt. Dennis er begyndt at udvikle nedsat hørelse. Efter flere opfordringer fra sin familie og sine venner opsøger han en hørespecialist for at få taget sit audiogram. Det er en kurve, der viser, hvor effektiv ens hørelse er ved forskellige frekvenser. Af audiogrammet ser man, hvordan Dennis' høretærskel er forhøjet: Der skal mere lydstyrke til, før han hører noget som helst. Ved optagelsen af audiogrammet sad Dennis i en lydisoleret boks med hovedtelefoner på, og han blev bedt om at give tegn gennem et vindue, når han hørte noget. Audiologen indstillede nu audiometret på en bestemt frekvens og skruede langsomt op for lydstyrken (fra ingenting), indtil Dennis gav tegn. Den pågældende lydstyrke blev markeret i audiogrammet, og så var det videre til næste frekvens. Ud over den generelle hørenedsættelse har Dennis også en specifik høreskade lige omkring 4000 Hz. |