Lydbølger

 Man kan beskrive lyd som en bølgebevægelse, der udbreder sig fra en kilde til en modtager gennem luft - eller for den sags skyld et hvilket som helst andet stof. "Bølgerne" i bevægelsen er dog ikke et udtryk for, at luften flytter sig fra sted til sted. Derimod er der tale om, at et lokalt overtryk - eller rettere en hel serie af vekslende over- og undertryk - bevæger sig af sted.

Hvis vi f.eks hører en ren tone og prøver at danne os et øjebliksbillede af bølgens rumlige forløb - f.eks. ved at tegne en graf over trykkets variation langs bølgens udbredelsesretning - så bliver resultatet en sinuskurve.

Antallet af svingninger pr. tid kaldes lydbølgens frekvens; jo større frekvens, desto højere tone hører vi.

"Rigtig" lyd - dvs. tale, musik, støj osv. - består af et broget billede af bølger, med alle mulige frekvenser blandet sammen, af meget forskellige varigheder. Vores opfattelse af lyden hænger sammen med, at øret er et yderst fintmærkende apparat, som er i stand til at skille de forskellige frekvenser fra hinanden. Når vi kan genkende en person på stemmen, skyldes det præcis vores øres evne til at analysere det relative frekvensindhold i vedkommendes tale.

Det er altså en række meget hurtige, regelmæssige svingninger af lufttrykket, vi opfatter som lyd. Lydbølgerne opfanges af de to ydre øreorganer (blandt fagfolk kaldt "øremuslingerne") og sendes via øregangen videre til trommehinden, en elastisk membran af bindevæv, som sættes i vibration. (Trommehindens udslag ved svage lyde er under en nanometer!) På den modsatte side af trommehinden er der ligeledes luft, som via det eustakiske rør har forbindelse til mundhulen.