Havbunden mellem Danmark og Sverige viste sig at være helt uegnet til en boret tunnel i stil med Storebæltstunnelen. Det er grunden til, at der blev valgt en løsning med en såkaldt sænketunnel under Øresundsforbindelsens vestlige del.

Groft sagt består en sådan sænketunnel af et betonrør, som man sænker ned i en 10 meter dyb rende, der i forvejen er blevet gravet ud i jordbunden. Røret har fire vejbaner og to togspor. Tunnelkonstruktionen blev af praktiske grunde opdelt i 20 elementer, hver med en højde på 9 m, en længde på 176 m og en bredde på 40 m. Det giver et bundareal, som svarer til lidt mindre end to fodboldbaner lagt i forlængelse af hinanden. Et enkelt tunnelelement vejer godt 55.000 tons. Det består af 21.600 m³ beton og af 2.000 tons armeringsjern. Støbningen af elementerne foregik i Københavns Nordhavn. Herfra blev de transporteret ad vandvejen ud til deres plads i den færdige tunnel.

Det var kun muligt, fordi elementerne i hver ende var tætnet med såkaldte vandtætte skotter af stål, så de kunne flyde på grund af opdriften. Inde i elementerne var der installeret en række ballasttanke, hvor det var muligt at ind- og udpumpe vand for på den måde at opnå perfekt balance - helt som det også gøres i ubåde. Fremme ved den endelige position blev tunnelelementerne fastgjort til kæmpekranen Svanen.

Den er maximalt i stand til at løfte 9.000 tons. Nedsænkningen mod havbunden foregik så ved at pumpe yderligere vand i ballasttankene. Og da opdriften er afhængig af vandets saltholdighed og derfor vokser med dybden, kunne nedsænkningen foregå med meget stor præcision ved gradvist og meget langsomt at justere med vand i ballasttankene.

Foto: Pierre Mens